Allerede inden de politiske forhandlinger om yderligere grøn omstilling er gået i gang, er der bekymring for udviklingen i landdistrikterne.

 

Hver femte beboer i landdistrikterne vurderer, at udviklingen i deres lokalområde har været "negativ" eller "meget negativ" gennem de seneste år. Resultaterne afslører desuden bekymringer om jobmulighederne i landdistrikterne. 

 

Bekymringerne understreger behovet for omhyggelig politisk overvejelse og fokus. For det er særligt landdistrikterne, der stilles politiske krav til, når det kommer til den grønne omstilling. Det gælder bl.a. vedvarende energi og klimaeffektiv landbrugsproduktion samt de mange følgeerhverv.

 

Derfor er det afgørende, at der er politisk fokus på at gøre landdistrikterne til et fortsat attraktivt sted at arbejde og bosætte sig i. 

Stor opbakning til eksport af danske fødevarer

Opbakningen til dansk eksport af klimaeffektive fødevarer er høj. I barometeret viser resultaterne, at et flertal af danskerne er enige i, at Danmark også fremover skal producere klimaeffektive fødevarer til eksport. 

Den danske fødevareklynge er et af de største eksporterhverv i Danmark. I 2022 eksporterede klyngen for 197 mia. kr., svarende til hele 21 pct. af den samlede danske vareeksport. Det er den højeste eksport nogensinde for den danske fødevareklynge. 

Læs mere: Dyk ned i tallene i Fakta om Fødevareklyngen

CO2-afgift må ikke koste arbejdspladser i landdistrikterne

På tværs af land og by er der enighed om, at en CO2-afgift på landbruget ikke må koste arbejdspladser i landdistrikterne. 68 % af beboerne i landdistrikterne er 'enige' eller 'helt enige' i dette. Det samme er 56 % af beboerne i byerne.

Klimaeffektive løsninger er mange landbrugere i Danmark i fuld gang med at implementere. Det gælder fx en løsning som foderstoffet Bovaer, der kan mindske metanindholdet i køers bøvser.

Det har vi beskrevet nærmere i landbrugets- og fødevareerhvervets 2030-klimaplan. Planen viser, at man ved brug af kendte virkemidler og teknologiske løsninger kan reducere CO2e-udledningen med mellem 6,7 og 9,3 mio. tons frem mod 2030 - og dermed kan de nationale klimamål indfries. 

Læs mere: Find 2030-planen her

Vækst og arbejdspladser i landdistrikterne

Vi har også undersøgt, hvilke erhverv, danskerne mener, er vigtige for at sikre vækst og arbejdspladser i landdistrikterne. Her scorer landbrug- og fødevareerhvervet topkarakter. 78 % af danskerne svarer, at landbrug- og fødevareerhvervet er 'vigtigt' eller 'meget vigtigt'. Dernæst følger industriproduktion og bygge- og anlægsvirksomheder. 

Landbruget og de tæt knyttede forarbejdningsvirksomheder (samlet kaldet landbrugskomplekset) understøtter 123.000 arbejdspladser. En meget stor del af disse er placeret i landdistrikterne. Tal fra 2019 viser, at 54 af de danske sogne havde over 70 % af deres private arbejdspladser liggende i landbrugskomplekset.

Læs mere: Fakta om Fødevareklyngen

En stærk dansk produktion

63 % af danskerne er 'enige' eller 'helt enige' i, at de er stolte over dansk landbrug og fødevareproduktion. Særligt højt ligger tallet for beboerne i landdistrikterne, hvor mere end hver tredje erklærer sig 'helt enige' i udsagnet. 

Opbakningen til Danmark som produktionsland er ligeledes høj. 81% af beboere i landdistrikterne mener, at det enten er 'vigtigt' eller 'meget vigtigt' med dansk produktion. Det er 70 % af beboerne i byerne enige i. 

Dyk ned i undersøgelsen

Er du interesseret i flere indsigter fra Landdistriktsbarometeret, kan du downloade den her.

Landdistriktsbarometeret 2023